Forside Jammerbugt Forside Foredrag Peter Sejling - marts 2019

Foreningen blev stiftet den 26. april 1978 af en gruppe lokale borgere, og har idag  ca. 450 medlemmer.

Vi har til huse i kælderen på Biersted Skole, Idrætsvej 11. Indgangen er lige før hallen.

Vores formål er at indsamle, registrere og opbevare indleverede billeder, arkivalier og museumsting på bedste måde, og sørge for at de er tilgængelige for alle interesserede.

Vi har i dag over 4000 fotos, ca. 1500 små museumsting og 480 arkivfondsnumre. Arkivalierne er doneret til foreningen af over 500 forskellige personer, virksomheder, foreninger og institutioner. Du kan se mange af dem på www.arkiv.dk.

Donationer er fortsat meget velkomne.

Arkivet er åbent den 1. mandag i hver måned, kl. 14-17, eller efter aftale.

Du kan kontakte os på telefon (se Bestyrelsen), på mailadressen Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.  eller på

www.facebook.com/BNlokalhistorisk 

 

___________________________________________________________

 

Foredrag Peter Sejling - marts 2019

 
Den 25. marts 2019 underholdt salgsdirektør Peter Sejling fra Jeld-Wen A/S ca. 50 fremmødte i Nørhalne skoles aula med et foredrag arrangeret af Biersted-Nørhalne Lokalhistoriske Forening over emnet:
 
Fra Nørhalne-dreng til "dørsælger" i Herning.
Det var meget spændende at høre den erfarne ”dørsælger”, der i sit arbejde rejser verden rundt, give udtryk for, at han var lidt nervøs ved tanken om, at han skulle fortælle om sin opvækst i Nørhalne – og især om sig selv! 
Men ved afslutningen sagde han, at det faktisk havde været en god oplevelse for ham. 
Det var det også for de fremmødte! 
 
BARNDOM 
Peter kom sammen med sin familie – far, mor og lillebror – til Nørhalne da han var 8 år gammel. Hans far Jens Sejling, havde fået job som fodermester på Nordkær i Nørhalne, og familien flyttede ind i fodermesterboligen. Her var der ikke så meget plads, men der var fantastiske legemuligheder. Det var boldspil, leg i høstakke og telefonmaster.  
Dengang var der rigtig vinter. Engang var der ingen strøm, men vi kunne løbe på ski til skolen hen over markerne. Da vi kom til skolen var der ikke andre. De havde fået fri, fordi de ikke kunne komme frem på grund af sneen. Så måtte vi gå slukøret hjem igen. 
Vi havde forskellige dyr og blev tit taget med på dyreudstillinger. I konfirmationsalderen fik vi en hest. Det var spændende. Vi red rundt på markerne. Man keder sig aldrig, når man har hest. 
Jeg var blandt de første i de nye klasselokaler i 6. kl. på Nørhalne skole. Vi cyklede rundt til kammeraterne og havde det sjovt sammen. 
Vi betragtede Nordkær som vores. Kunne lege alle steder der omkring. Vi spillede ishockey på dammen i gummistøvler. Vi brugte en møgskraber til at skrabe isen fri. Vi lavede de bedste buer og pile af nøddetræer. 
Jeg fik mit første job på Nordkær. Fik vist ikke løn? Det var heller ikke så vigtigt. 
Så købte min far en gammel gård tæt på Nordkær. Her blev der bygget nyt stuehus. Jeg hjalp til med byggeriet. Og vi flyttede fra fodermesterboligen til vores eget hus.
Dengang var der bager i Nørhalne, og det bedste vi vidste var at købe et helt franskbrød, udhule det og stoppe det ud med flødeboller. Der var mange butikker i Nørhalne. Og vores skoleinspektør Mathiasen kørte i et flagskib af en Citroen. Jørgen og Ivan Mikkelsen boede i Brugsen, og på Brugsens loft spillede vi bordtennis. Somme tider skældte uddeleren ud, når der blev for meget larm. 
Der var også en blomsterforretning. Det var Fru Larsens mand, der drev den. Fru Larsen var en meget respekteret lærer på Nørhalne skole. 
 
UNGDOM 
Mit første rigtige job med løn var hos Karl Ole Pedersen, som solgte is. Mit næste job med løn var som landbrugsmedhjælper hos Niels Erik og Karen Margrethe Aaen. Her lavede vi alt. De havde minkfarm og jeg var bange for minkene. Det var et dejligt sted at være. De var flinke. Hver dag fik vi kaffe og nybagte boller. De havde også travheste, som vi fik lov til at træne. 
Jeg brugte nok ikke så meget tid på lektielæsning. Måske skulle jeg have brugt mere tid på det?
Så fik jeg arbejde ved Poul Hansen, som byggede huse. Det var hårdt arbejde, men her skulle vi bestille noget. Somme tider på en regnvejrsdag kunne vi holde pause, og så skulle jeg hente øl til alle – og det skulle være Tuborg og kun Tuborg, ellers måtte jeg af sted igen. 
Så kom jeg til Stenild. Det var meget med traktorer og maskiner. En dag skulle vi brænde halm af. Der opstod ildebrand og det blev lidt farligt. 
 
Jeg har altid spillet fodbold i Nørhalne. Og vi var mange boldspilinteresserede, der holdt sammen. Vi blandede os ikke med de småbander, der raserede i Nørhalne en overgang. Og jeg tør da heller ikke tænke på, hvad mine forældre ville have gjort, hvis jeg havde gjort det? 
Vi spillede fodbold her bag ved skolen. Så fik vi klubhus. Jeg er opdraget til foreningsarbejde, og ret tidligt blev jeg hjælpetræner for Børge Bach, der dengang var træner i Nørhalne. Poul Hansen var også træner. Og Piesen, som gav os god løbetræning. Henrik Niss var med til at skabe den forening, vi har i dag, Idrætsforeningen FREMAD Nørhalne. Han kunne råbe efter os, men han kunne også arrangere, at vi kom til stævner ude omkring. En gang var vi til stævne i Braunschweig i Tyskland. 
Jeg spillede håndbold i Biersted. Jeg var langhåret og pigerne i Biersted var mere interessante end dem i Nørhalne! Når man spillede i Biersted, var man hadet i Nørhalne. Vi spillede kampe i Biersted Hallen. Jeg gik også i skole i Biersted bl.a. også sammen med nogle fra Gjøl. 
Nørhalne var et godt sted at vokse op. På et tidspunkt var der en knallertbande, men den havde vi det godt med. Der var tæt til Aalborg og tæt til Blokhus. Vi kørte på knallert til Blokhus. Vi drak øl og spillede ”Hansa- roulette”, som var en mindre farlig variant af russisk roulette, hvor vi rystede en Hansa dåseøl, blandede den med de andre dåseøl, og så skulle vi alle tage en og åbne den ud for øret. Den der trak nitten, måtte en tur i Vesterhavet for at få klistret af. Vi kørte også til Gjøl og havde glemt at fortælle det til Lis Kjær. Det var ikke så godt. 
Vi holdt sommerferie i Sæby. ”Den gamle” (Jens Sejling) kørte op og slog teltet op. 
 
Jeg blev færdig med skolen, 10. kl. Jeg har ikke nogen studenterhue eller anden hue.  Og hvad skulle jeg så. Jeg skulle i hvert fald ikke være landmand og ej heller murer. 
I 80’erne tog jeg til Mallorca på ferie. Her mødte jeg en pige fra Herning, som jeg flyttede sammen med i Herning i 1984. Aftjente værnepligt hos Dragonerne i Holstebro. 
 
ARBEJDE 
Jeg havde været på Handelsskole. Startede hos M. F. Christiansen med landbrugsmaskiner og cykler. Her fik jeg lov til at lave alt. Senere kom jeg til Jydekompagniet. Søgte job som leder og fik det, 21 år gammel. Firmaet gik godt indtil 1986, hvor det krakkede. Så søgte jeg et job som dørsælger hos Hedebo i Herning og fik det. Det var ejet af Kielsgaard. Der var 6 ansatte. I 1989 købte de et andet firma og det har jeg beskæftiget mig med siden.  
I 1991 slår vi det hele sammen og jeg får ansvar for logistik og salg + indkøb. I perioden 1995-2006 opkøbes vi af West-Wood, der producerer døre og møbler. Jeg blev direktionsassistent og var med til at slå fabrikker sammen til Swedoor/Jeld-Wen, som senere blev købt af amerikanere.
I dag er vi på den amerikanske børs. Jeg skulle videre. Er nu i et amerikansk firma, Jeld-Wen, med hovedsæde i North Carolina. Der er 21.000 medarbejdere og dækker hele det amerikanske marked + Australien og Indonesien. Jeg arbejder med hele Europa. Det er verdens største producent af vinduer og døre. Jeg samarbejder med mange dygtige mennesker. Blander mig altid med nogle, der er dygtigere end mig selv. 
Mit arbejde er min interesse. Det handler om konstant at udvikle nyt design og putte nye funktioner på. I 2018 solgte vi 2,2 mio. døre fra 15 fabrikker i Nordeuropa. Profit 403 mio. Euro. 
Jeg er meget stolt af at være i virksomheden. 
 
FAMILIE/FRITID 
Livet er en tilfældighed. Jeg mødte Bente fra Herning på Mallorca. Vi har 2 børn sammen. Vi fik første  barn i 1987 og andet barn i 1990. Er sammen med min familie i fritiden. 
En gang var jeg til ishockey i Herning. Aalborg scorede og jeg rakte armene op, men tog dem hurtigt ned igen. Jeg var vant til at holde med Aalborg. Nu skulle jeg til at holde med Herning/Ikast! (nu Midtjylland). 
I dag er jeg frivillig i foreningslivet i Herning, hvor mine børn er aktive. Jeg har oplevet, at min søn har deltaget i Nørhalne Cup. Det var lidt sjovt. Selv spiller jeg Old boys fodbold. Og jeg har lært at kæmpe til det sidste. Vi har en gruppe, vi kalder ”Gurlis venner”. Den er opkaldt efter Margrethe Vinther i Nørhalne. 
Ellers står jeg på ski og spiller golf. 
 
MOTTO 
– Jeg lever livet efter Why Worry?
 
Har du problemer i livet? Kan du gøre noget ved det? JA. Hvorfor så bekymre sig? Kan du ikke gøre noget ved det? NEJ. Hvorfor så bekymre sig? 
images2
img_2008
img_2012
img_2016
img_2019
img_2022
img_2024
img_2026
img_2027
img_2032
img_2035